Torsdag d. 17. september 2026:

Ryslinge Tagdækning åbner nyt kontor på Sjælland

Ryslinge Tagdækning A/S åbner i september nyt kontor i Ishøj. Samtidig udvider vi vores lagerfaciliteter og byder velkommen til Sonny Andersen som ny entrepriseleder på Sjælland.

Antallet af opgaver øst for Storebælt er stigende, og med etableringen i Ishøj får vi en fast lokal base tættere på vores kunder og projekter. Kontoret placeres hos vores gode samarbejdspartner Thurah Transport A/S, hvor vi i forvejen har et mindre lager, som nu udvides.

"Vi oplever en stigende udvikling af projekter på Sjælland, og derfor er det et naturligt næste skridt at etablere os fast i området. Det giver os et stærkere lokalt udgangspunkt og skaber gode rammer for den fortsatte udvikling.”

Sonny Andersen bliver ny entrepriseleder

I forbindelse med udvidelsen tiltræder Sonny Andersen som ny entrepriseleder med ansvar for en række entrepriseprojekter på Sjælland.

Sonny har mange års erfaring fra tagbranchen og en solid baggrund inden for ledelse og projektstyring. Han kommer senest fra LHG Tagdækning ApS, hvor han har været driftschef og servicechef. Tidligere har han blandt andet været servicechef hos NimTag A/S samt tagdækker
og formand hos MultiTag Entreprise ApS.

Med kontoret i Ishøj og Sonny som ny entrepriseleder styrker vi organisationen og står godt rustet til den fortsatte vækst på Sjælland.

Mere end 50 års erfaring med tagdækning

Ryslinge Tagdækning har mere end 50 års erfaring med tagdækning og udfører i dag tagprojekter i hele Danmark. Selvom virksomheden har udviklet sig gennem årene, er fundamentet fortsat det samme: stolthed, ligeværdighed og samarbejde.